Rejsegilde - Grønningen

Tilføjet: 8. oktober 2014 - 11:17

Flot fremmøde ved rejsegilde i Grønningen

Der var et flot fremmøde til rejsegildet i Grønningen, fredag den 3. oktober, da beboere,
håndværkere, ansatte i Slagelse Boligselskab m.fl. fejrede, at de sidste spær
blev monteret.

Den 16. august 2013 tog Slagelse Boligselskab første
spadestik i renoveringen af blokkene i Grønningen. Den 3. oktober 2014 holdte
man rejsegilde, med borgmesterbesøg og en hyldest til det gode, danske
håndværk. 

Sønderjyske traditioner

”Jeg har et specielt forhold til stedet her, da jeg er
vokset op her”, indledte Borgmester Stén Knuth sin tale med. Herefter talte
borgmesteren om ”de fire F’er”: Fornyelse, forskønnelse, fremtidssikring og
fagligt håndværk.  

Borgmesteren sluttede sin tale med fire ”hurra” for ”de fire F’er”, og skruede
en vimpel i et af spærene.

”Jeg er jo sønderjyde, og i dag har vi taget fire vimpler med, for de fire
F’er”, sagde Slagelse Boligselskabs Tekniske chef, Mogens R. Aaskov.

De fire vimpler blev skruet i af borgmesteren, formand for Slagelse
Boligselskabs bestyrelse Carsten Hansen, bestyrelsesmedlem i afdelingens
bestyrelse Edith Hansen og en af afdelingens beboere. 

Hurra for byggeriet og beboerne

Bestyrelsesmedlem i afdelingsbestyrelsen, og ligeledes
medlem af byggeudvalget, Edith Hansen, sagde også et par ord til rejsegildet:
”For 4 måneder siden var jeg og byggeudvalget oprigtigt nervøse over, om vi
kunne nå at stå her i dag, og fejre rejsegilde,” startede hun sin tale med.

På trods af en lang proces og travlhed, har man nået at fejre rejsegildet som
planlagt. Edith sluttede sin tale med 3 hurra for byggeriet og beboerne, med
ordene: ”Til sidst vil jeg slutte af med stor tak til alle beboere, for jeres
tålmodighed og opbakning til vores arbejde i byggeudvalget. Vi gør vores
bedste.”

 Stén Knuth
Borgmester Stén Knuth, på vej op for at skrue vimplen i spæret. 


« Gå tilbage